FKB Trading har netop leveret en 4-akslet SOR køletrailer til Hanstholm Container Transport.
Det er den første 4 akslede køletrailer fra SOR, som leveres i Danmark. FKB har udviklet traileren i samarbejde med SOR og Hanstholm Container Transport. Det skriver Transportmagasinet.dk.
- Man ser ikke mange 4-akslede køletrailere herhjemme. De er lidt en sjældenhed, så det var ikke så let at finde en producent, som kunne levere sådan en, fortæller Mads Petersen, der driver Hanstholm Container Transport sammen med sin far Jens Petersen.
- Under normale omstændigheder kan man ikke udnytte totalvægten på 54 ton, når man kører stykgods, fisk eller fødevarer i en køletrailer. Godset vejer ikke så meget.
Men Hanstholm Container Transport skal ikke køre med normalt kølegods i deres nye 4-akslede trailer.
- Vi kører biprodukter fra slagterier, forklarer Mads.
- Biprodukterne bliver frosset til blokke og lagt på paller. Sådan en palle kommer nemt til at veje et ton eller mere. Pallerne stabler vi. Derfor kommer vi op på en høj totalvægt. Den største udfordring er, når der køres med frosset svineblod. Det skal det holdes på frost hele tiden. Derfor havde vognmandsfirmaet brug for en 4-akslet køletrailer.
- Hvordan fandt i frem til sådan en, når den nu er så sjælden?
- Det gjorde vi på Transportmessen i Herning, forklarer Mads.
- Vi kom forbi FKB's stand. Der stod en fint opbygget 3-akslet køletrailer, som var blevet bygget til en kollega i Nordjylland. De kører med noget rigtigt godt grej. Hvis SOR kunne levere til dem, kunne det måske også være interessant for os.
- Vi er jo på udkig efter noget solidt grej, for vi kører med tunge paller. Vores materiel skal kunne holde i 10 år eller mere. Vi passer på de ting, vi køber. Vores biler satser vi også på skal holde i lang tid.